Får du det optimale ud af dit indhold?

Google bot rendering

For Webredaktører – og alle andre der beskæftiger sig med tekst på websites.

Mange der arbejder med Google og søgemaskineoptimering støder dagligt på begreber som “crawling”, “rendering” og “indeksering” af hjemmesider – uden egentlig at vide, hvad det indebærer.

Selv dem der dagligt arbejder med området, bruger begreberne i flæng, og der opstår hurtigt mange misforståelser. Misforståelserne betyder i værste fald, at det hårde arbejde med teksterne går til spilde.

Det skal dette blogindlæg komme til livs.

Læs med her hvis du vil sikre, at du får det optimale ud af indholdet på dit website.

Forstå først Google

Forstår du ikke, hvordan Google fungerer, kan du ikke få det maksimale ud af de tekster, du lægger på hjemmesiden. Derfor skal vi som det første slå fast, hvad Google egentlig er for en størrelse.

Google er verdens største søgemaskine, og over 95% af danskerne foretrækker at bruge Google, når de er på jagt efter en vare – eller blot ønsker svar på et spørgsmål.

Få danskere bruger også konkurrenter såsom “Yahoo” eller “Bing” – men de når dårligt Googles markedsandel til sokkeholderne.

Hvorfor foretrækker vi Google?

Når vi søger efter noget i en søgemaskine, udløses et hav af søgeresultater, der på hver sin måde matcher det, vi søgte efter.

Grunden til at så mange danskere sværger til Google er, at Google er mestre i at give os lige præcis dét, vi efterspørger i søgemaskinen.

Google det!

Af selv samme årsag er det at “Google noget” blevet en del af vores daglige tale – og danskerne har i øvrigt givet udsagnet en solid plads i den danske ordbog.

Google er derfor på mange måder blevet hele verdens (og i særdeleshed danskernes) digitale leksikon.

Sorterer skidt fra kanel

Meget skåret ud i pap kan man sige, at Google er mestre i at sortere skidt fra kanel, når det kommer til kvaliteten af hjemmesiderne i deres søgeresultater. Det er nemlig den eneste måde, de kan sikre, at danskerne (og resten af verden) fortsat vil bruge dem som den foretrukne søgemaskine.

Derfor udvikler Google hele tiden algoritmer og formler, der skal gøre dem endnu bedre til netop dette.

Hvorfor skal du vide noget om Google, når du skriver tekster?

Lad os vende tilbage til hvordan du får det optimale ud af indholdet på din hjemmeside. Der er nemlig en god grund til, at du skal vide lidt om Google i denne sammenhæng.

Google vurderer kvaliteten af hjemmesidens indhold, og kun hvis Google vurderer indholdet på hjemmesiden som værende godt, kvitterer de ved at give fede placeringer i søgemaskinen!

Hvis du skal have det optimale ud af dit indhold, skal du vide, hvordan Google vurderer det. Ved du dét, kan du bedre sikre, at du har gjort dit absolut ypperste for, at Google læser det efter hensigten.

Forstå Googles rejse

Når du skal forstå, hvordan Google vurderer kvaliteten af dit indhold, skal du kende til Googles ”rejse”.

Alverdens hjemmesider bliver dagligt besøgt af Googles robotter (Googlebotter), og det er faktisk deres rejse rundt på nettet, der afgør, hvordan og om, dit indhold overhovedet kommer frem i søgeresultaterne.

Rejsen: Crawling, rendering og indeksering

Processen, der afgør dette, foregår ofte gnidningsfrit. Den kan simplificeres ved at bringe en lille metafor, hvor du skal anskue dig selv som værende en Googlebot.

Din måde at bruge internettet på minder nemlig meget om Googles.

Lad os prøve at sammenligne.

Din rejse ser således ud:

  • Du starter med at taste en web-adresse ind i din browser. Ved at indtaste web-adressen og klikke “Enter” anmoder du om, at få siden vist.
  • Herefter præsenteres du for hjemmesiden.
  • Du klikker nu rundt og læser indholdet på siden.
  • Du vurderer til sidst, om du fandt dét, du ledte efter – og du kontakter måske virksomheden bag hjemmesiden, hvis du var tilfreds med besøget.

Sådan minder Googlebottens rejse meget om din:

  • Anmodningen om at få vist hjemmesiden er nemlig også proces, som Googlebotten skal igennem, inden den vurderer, om siden fortjener en god plads i søgeresultaterne.
  • Googlebotten læser herefter hjemmesidens indhold. Den tolker, hvad siden handler om og følger de links, der er rundt omkring på siden. Dette skridt på rejsen går i fagsprog under “crawlet”.
  • Google skal også have siden præsenteret. Hvis indholdet er tilgængeligt, vil Google Chrome vise Googlebotten det, og dette betegnes i fagsprog som “renderingen”.
  • Vurderer Googlebotten, at hjemmesiden er god, og at indholdet besvarer brugernes efterspørgsler – belønner Google ved at vise hjemmesiden i søgemaskinens indeks, og det er “indekseringen”.

Googles rejse kan illustreres på følgende måde

Googles crawling, rendering og indeksering

Se kilde.

En win-win-situation?

Det sidste skridt på rejsen (selve indekseringen) kan betragtes lidt som en win-win situation for Google og dig.

Din placering i Google giver dig de bedste forudsætninger for mange besøg af potentielle kunder – og Google opretholder sin markedsandel ved at give deres brugere indhold, der matcher efterspørgslen i søgemaskinen.

Arbejdet med indhold på hjemmesider handler derfor om at gøre Googles rejse så positiv som mulig.

Heldigvis findes der måder, hvor du kan teste dette.

Test selv dit indhold

Du kan nemt teste, om Googlebotten kan crawle, rendere og indeksere dit indhold. Det er nemlig muligt at simulere en Googlebot. Det kan du blandt andet gøre i toolet Google Search Console.

Vi anbefaler, at du jævnligt tester dit indhold. Det kan være, at det teknisk er sat op på en måde, så det er utilgængeligt for Google at læse det. I så fald vil dit hårde arbejde være spildt.

Hvis du skal have mest muligt ud af dit indhold, skal du være sikker på, at det er tilgængeligt for Googlebotten, og at det læses korrekt efter din hensigt. Du skal også undersøge, om dit indhold er mobilvenligt.

Lad os gennemgå hvordan du gør.

Er dit indhold er mobilvenligt?

Ved at klikke på linket, kan du let foretage en test af mobilvenlighed. Her udpensles også, hvordan du kan rette i dit indhold, så det bliver bedre fra mobilvisning. Det kan eksempelvis være, at teksten er for lille til, at den kan læses.

Mobilvenlighed test Google

Hvordan ser Google dit indhold?

Udover at du finder ud af, om siden er mobilvenlig, får du også den renderede version af indholdet i HTML, som Googlebotten ser det.

Klik på ”HTML” i højre side:

 

HTML rendering Google

Er der andre tekniske fejl?

Hvis du klikker på ”Se info” til venstre, får du et stort overblik over fejl af mere teknisk karakter:

Siden er mobilvenlig


Bare rolig…

Det er ikke fordi, du nødvendigvis skal vide, hvordan du retter fejlene, men kun hvis du kender til dem, kan du sørge for, at de bliver fikset – og bedre forstå, hvorfor dit indhold ikke performer efter din hensigt.

Få det fulde overblik i Google Search Console

Når du har lavet indholdet til din side, kan du indtaste urlen i Google Search Consoles funktion ”Undersøgelse af web-adresse”.

Når du indtaster urlen, får du det fulde overblik over eventuelle fejl ved crawling og indeksering.

Her fremgår blandt andet, hvornår Googlebotten sidst har været på besøg, om siden kan læses – og om indholdet er indekseret.

Du kan med andre ord få fuld indsigt i, hvordan dit indhold performer i søgemaskinen.

 

Undersøg webadresse i google search console

Læs mere her om Google Search Console.

Med denne viden kan du sikre, at du får det maksimale ud af dit indhold. Hvis du ikke jævnligt tjekker dette, kan det medføre fatale konsekvenser.

Undgå disse faldgruber

Konsekvenserne kan være store. Lad os gennemgå nogle af de typiske faldgruber, vi støder på.

Typiske faldgruber

Når du har brugt lang tid på at skrive en god tekst, vil du naturligvis også gerne have det optimale ud af det. Der kan opstå mange ting, som i sidste ende hindrer dette. Det kan blandt andet være at:

  • Dit vigtigste indhold er gemt i billedformat.
  • Googlebotten ikke kan læse indholdet, fordi det er gemt bag JavaScript-funktioner såsom harmonika/fold-ud-menuer eller filtre.
  • Der er opsat fejlparametre i urlen.
  • Siden/indholdselementet ”timer-ud” og svarer for langsomt.
  • Der er render-blocking javascript.
  • Indholdet er blokeret af robots.txt.
  • Der ikke er opsat paginering.
  • Der er forkert brug af canonicals.
  • Der mangler referencer i sitemap.xml.

 

Et skræk-eksempel!

Nedenstående er et skrækeksempel på et stort e-commerce website, hvor Googlebotten ikke kan rendere produktsiden korrekt. Der er blevet brugt energi på en god produkttekst samt billeder fra copywriterens side – men dette hjælper ikke noget, da renderingen af produktet er gået galt.

 

Et skrækeksempel i google

 

Det vigtigste er…

Det vigtigste er ikke, at du teknisk forstår ovenstående eksempler på faldgruber. Det vigtigste er, at du laver en stikprøve engang imellem – så du bliver opmærksom på eventuelle fejl, der skal fikses.

På den måde kan du få det maksimale ud af dit indhold på dit website.

Bag det simple gemmer sig det komplekse

Det tekniske setup på hjemmesiden kan betyde, at processen sker lidt anderledes, men crawling, rendering og indeksering kan i virkeligheden beskrives ret simpelt, da principperne for en brugerrejse og en Googlebots rejse minder meget om hinanden.

Når det så er sagt, er der selvfølgelig (stor) kompleksitet, som ikke fremgår i dette blogindlæg. Det komplekse opstår blandt andet, når fejlene skal rettes, og det er her, vi kommer ind i billedet.

Vores SEO-arbejde i Ambition består metaforisk set i at gøre Googlebottens rejse så god som mulig – så der er større sandsynlighed  for vores kunder belønnes med gode placeringer i indekset.

Vi kan også hjælpe dig.

Kontakt os og hør hvordan.

Læs også indlægget “Hvordan skriver man gode hjemmesidetekster?“, og lær blandt andet hvordan du selv kan lave en søgeordsanalyse.

 

Maria Ejstrup

SEO konsulent hos Ambition
Maria Ejstrup

Latest posts by Maria Ejstrup (see all)

RING MIG OP

– og lad os tage en helt uforpligtende dialog om datadreven forretningsudvikling og datadreven markedsføring.

Du kan også give os et kald på
+45 70 20 30 24