1. Nyhed
  2. /
  3. SXSW 2019 –...

SXSW 2019 – Update fra Austin

SXSW 2019 er overstået, og det var et sandt bombardement af inspiration og spændende inputs, der ramte Austin, Texas, fra 6. marts og 10 dage frem. Med ca. 200.000 deltagere var SXSW godt besøgt igen i år, og køerne til de over 5.000 spændende indlæg var lange. I år fik man som noget nyt mulighed for at foretage 2 daglige Xpress-reservationer, så det var muligt at komme først i køen til sine to højst prioriterede indlæg dagen efter. Det fungerede glimrende.

21.03.19

Anvendelsen af kunstig intelligens og machine learning fyldte ekstremt meget i år.

Der blev bl.a. tid til at se, hvordan kunstig intelligens kan bruges til harmløse ting som fx at komponere musik, tilpasse annoncebudskaber, generere brugbar kode ud fra en håndtegnet mockup og skabe helt nye madopskrifter… velbekomme. Mindre harmløs er hele problematikken omkring, hvordan alverdens tech-giganter forvalter enorme mængder af vores allesammens persondata i samspil med kunstig intelligens – det blev der med god grund talt meget om i år.

Den syntetiske virkelighed

Et kunstprojekt skaber en influencer på Instagram: Den CGI-genereret robot Miquela har opnået berømmelse på de sociale medier gennem sin unikke stil og aktivisme.

Miquela er kendt fra både mode- og musikverdenen – ’hun’ udgav sin første single i 2018: https://www.youtube.com/watch?v=hYRD0OYSL3w
Se mere om, hvordan Miquela blev til: https://www.youtube.com/watch?v=AEXjFjwq3uU

Aleksandra Przegalinska, PhD i filosofi og kunstig intelligens, viste eksempler på, hvor tæt robotter/maskiner er på en egentlig personlighed: Allerede i dag er robotterne i stand til at blive præget af de mennesker, de er i dialog med – i sådan en grad, at det er muligt at lave en persona på robotten via kunstig intelligens. Det bliver spændende at se, hvordan den syntetiske virkelighed kommer til at præge fremtiden.

Optimering er blevet ’science’ på et højere plan

Dan Monheit og psykolog Dr. Melissa Weinbreg viste kampagner, der har virket og ikke mindst hvorfor – set med de helt skarpe psykologiske briller. En interessant gennemgang af hvordan psykologien bag de gode kampagner spiller en afgørende rolle og hvilke psykologiske greb, der kan skærpe opmærksomheden og optimere konverteringen.

Optimeringen blev taget et skridt videre af Neil Davidson og Aoife McGuinness: Udover A/B test og de psykologiske principper havde de taget EEG (ElektroEncephaloGram) i brug. Her blev en forsøgsperson iført en elektrode-hjelm, mens han blev præsenteret for nogle udvalgte kampagner.

Målingen blev overført via hjelmen til grafer, der viste klare reaktionsmønstre. En effektiv måde at optimere budskabet på. Der kommer masser af disse muligheder i den kommende tid, og Ambition har selvfølgelig fingeren på pulsen.

Fra ’Mad Men til fremtidens bureau’: Nick Law, Global Chief Creative Officer hos Publicis Group fortalte, hvordan måden at være kreativ på har ændret sig, og hvad vi som bureau fremover kan gøre endnu bedre i den kreative proces. Hans hovedbudskab var bredere samarbejde og større forskellighed i de teams, der skal løfte den kreative opgave. Super spændende og en rigtig god præsentation med masser af ‘kød på’.

Trends

Trendforsker Rohit Bhargava fra The Non-Obvious Company fortalte, hvilke trends der får betydning i 2019. Retro bliver endnu større i 2019 og det at inddrage den fysiske verden i den digitale med fx Polaroid-billeder, kassettebånd og andre analoge virkemidler.

Det var både interessant og underholdende, især at høre om hans arbejdsmetoder som trendforsker.

Fjord Trends 2019: Når det handler om nye trends, kommer man ikke uden om Fjord Digital Trend Rapport. Den årlige gennemgang gav en klar fornemmelse af, hvad vi har i vente det kommende år. En klar anbefaling er, at du ser nærmere på rapporten: https://trends.fjordnet.com/

Podcast er hot: Det var lidt overraskende at se så mange indlæg og så stor interesse for det lidt aldrende medie. Podcast har i den grad fået nyt liv som platform for både underholdning, nyheder og storytelling. At Spotify, som indførte podcasting tilbage i 2016, har været medvirkende til at podcasting igen er blevet populært, kan der næppe være nogen tvivl om.

Persondata – ”what’s in it for me?”

Der blev talt en del om opsamling, udveksling og brug af personlige data. Den Europæiske Persondataforordning (GDPR), som trådte i kraft 25. maj 2018, har helt sikket givet flere ’Over There’ stof til eftertanke. GDPR blev nævnt flere gange som en god begyndelse til et nyt etisk regelsæt, når det gælder ejerskab og brug af persondata. Det står klart for de fleste, at fx Google, Facebook og Amazon opsamler unødvendigt meget adfærdsdata – data, der ikke kommer det enkelte individ til gode, men benyttes som en værdiskabende ressource for tech-firmaerne indbyrdes. Med en skærpet opmærksomhed på brugen af persondata bliver det i højere grad vigtigt at gøre det helt klart, hvad personlige data skal bruges til, hvordan de behandles og opbevares: What’s in it for me? Hos Ambition hilser vi den skærpede opmærksomhed på personhenførbare data velkommen.

 

Forfatter og mentor for Mark Zuckerberg, Roger McNamee, trak fulde huse, da han i en time uddelte giftige tæsk til Zuckerberg og Facebook for bl.a. at være en social katastrofe og misbruge personlige data. I hans bog ‘Zucked – Waking up to the Facebook catastrophe’ siger han bl.a.:

”Økonomipolitisk ser jeg gerne, at markedet får begrænsninger for, hvordan spillere som Facebook, Google og Amazon kan operere. Det ville være en fordel for økonomien at opløse dem. Et første skridt kunne være at forhindre dem i flere opkøb og i at dele data internt i deres organisationer.”

Han leverede et hæsblæsende indlæg, der gav stort applaus.

Interessante indslag

Instagram: Efter en meget lang kø lykkedes det at overvære en keynote speak med de to stiftere af Instagram Mike Krieger og Kevin Systrom. En spændende historie fortalt af dem selv.

Der blev bl.a. talt om, hvordan brugen af influencers har ændret hele platformen og skabt en helt ny måde at markedsføre produkter på. To interessante og meget behagelige gutter med en spændende historie. Facebook købte Instagram i 2012 for en milliard dollar, men siger nu farvel til de to mænd bag successen. Efter sigende er de blevet uenige med Facebook-boss Mark Zuckerberg. Det blev dog ikke endeligt bekræftet.

Dansk arkitektur på verdensplan: Et indlæg med vores verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels blev det også til. Det er vildt, hvad den mand har skabt af bygningsværker på både dansk og internationalt grund: Hualien Residences i Taiwan, BIG Maze i Washington DC og New Google Campus i Californien bare for at nævne nogle stykker. Ambitionerne er store, og planer om selvforsynende byer på Mars arbejder han også på, helt ned i detaljerne på et meget videnskabeligt plan – imponerende. Et underholdende indslag og en forfriskende pause fra den koncentrerede strøm af tech news, man rammes af fra tidlig morgen til sen aften på SXSW.

Hold dig opdateret… det gør vi

Tilmeld dig vores nyhedsbrev i bunden af siden og hold dig opdateret med dugfriske nyheder og modtag invitationer til vores mange spændende seminarer. Vi ‘spammer’ dig ikke og du kan naturligvis altid afmelde dig igen. Husk: Hvis du synes indholdet af dette indlæg er oplysende, interessant eller underholdende, så del gerne.

 

Mere viden