Nyheder

Accelereret annoncelevering stopper 1 oktober

Så er der endnu en Google-ændring på vej.

Denne ændring gælder Søge & Shopping kampagner som bruger Accelereret levering. Ændringen gælder tillige for Delte budgetter som står til Accelereret levering.

Google har netop annonceret, at fra 17 september 2019, så er standard leveringsmetode den eneste leveringsmetode i dine kampagneindstillinger.

Du kan efter 1. oktober stadig bruge Accelereret levering på dine Display – og Video kampagner.

Årsagen til at Google udfaser Accelereret levering er, at Google har fundet ud af, at Accelereret levering ikke er effektivt for kampagner som er begrænset af budget. Samtidig kan Accelereret levering skabe højere CPC for kampagner som har et begrænset budget pga. det øgede annonceringspres (for kampagner med Accelereret leveringsindstilling) tidligt på dagen. Hvis du annoncerer på tværs at tidszoner, har Google også observeret en utilsigtet brug af budget i de tidlige tidszoner. Umiddelbart virker denne ændring rationel, hvis vi antager, at disse observationer er korrekte.

Hvilke andre muligheder har du?

Du kan lade de kampagner som har haft accelereret visning bruge en offensiv bud-strategi. Vi vil anbefale Maksimér konverteringer, Maksimér klik eller den helt nye Maksimér konverteringsværdien for at imødekomme din performance-strategi for de ramte kampagner.

Automatik – Det sker!

Allerede 1 oktober bliver dine Søge og Shopping-kampagner, som i dag bruger accelereret levering, konverteret automatisk til Standard levering. Du kan med fordel ændre i dine kampagneindstillinger og komme ændringen i forkøbet. Dermed får du også hurtigere data hvis du ændrer din bud-strategi.

Prompt fra Google Ads interface

Prompt fra Google Ads interface

Hvis du dykker ned i din konto for at gennemgå dine kampagner, kan du med fordel tjekke om din kampagneplanlægning er optimeret over hele din konto. Ovenstående ændring til Standard levering er gjort for at Google kan maksimere din performance i hele kampagnedøgnet. Derfor skal du overveje hvornår dine kunder er aktive på din hjemmeside samt dine kampagnemål. Hvis du er som de fleste vil du helst undgå at bruge annoncekroner om natten.

Brug budjustering til at byde op når du erfaringsmæssigt får mest trafik, og dermed udnytte dit budget maksimalt med din ændrede bud-strategi.

Hvis du sidder og har brugt Accelereret levering på dine kampagner med en manuel bud-strategi. Så er det nu du skal udnytte hele Googles styrke, og bruge de historiske data fra dine kampagner i et automatiseret bud-strategi set-up.

Mere automatisering?

Vi overlader mere til automatisering. Searchengineland.com skriver, at Google mener, at automatik nu bedre kan optimere søgeord og søgekontekst i auktionsøjeblikket til fordel for annoncører. Dermed bliver Accelereret levering overflødig.

Du er velkommen til at kontakte Ambition, hvis du har spørgsmål til hvordan dette påvirker dine accelererede kampagner, eller hvis du vil have mere ud af dit Google annonceringsbudget! Ambition skaber målbare resultater.

 

 

 

Google Smart Shopping: Datadrevet Google Ads strategi

Google Smart Shopping

Kender du Ambition, så ved du at vi bruger data intelligent i alt arbejde med vores kunder. Dette gør sig selvfølgelig også gældende, når vi arbejder med Google Ads, hvor vi til fulde udnytter Googles Machine Learning. De fleste ved at Google ligger inde med en meget stor viden om de fleste af os. Det kan man som Google Ads annoncør få glæde af, hvis man tør afgive en del af kontrollen over sin annoncering til Google. Og det er Google Smart Shopping et fremragende eksempel på. Læs mere

Ambition vinder Creative Circle Award

Ambition og Amnesty International vinder pris ved Creative Circle award i 2019. Den datadrevne kampagne FRI ELLER FORFULGT skabte ikke kun stærke målbare resultater for Amnesty International, men trak også en velfortjent award med hjem i kategorien Direct / Data Driven.

Én gang årligt er Creative Circle garant for, at der bliver sat fokus på standarden for hele den kreative branche i landet. Danmarks største og vigtigste pris for kreativ kommunikation blev i år afholdt i GAME Streetmekka København – et ganske veltilrettelagt show, der emmede af kreativitet, god stemning og skarpe cases i de rå omgivelser på Vesterbro.

Hos Ambition er vi stolte over at vinde en award i en af vores favoritdiscipliner, data driven, fordi vi altid har fokus på at optimere på resultaterne af kreativ kommunikation ud fra brug af data. Den passionsscore, der er skabt for Amnesty, giver nogle helt nye muligheder for individualiseret, aktiverende kommunikation. Og vi er naturligvis også glade for, at kampagnen har reaktiveret så mange tidligere medlemmer for Amnesty International i kampen for menneskerettighederne.

Rasmus Møller Jensen, Ansvarlig for medlemsloyalitet – Amnesty International Danmark udtaler følgende: Amnesty International Danmark har i samarbejdet med Ambition fået en meget værdifuld indsigt i medlemmernes bevægelser i kunderejsen og har med kampagnen ”Fri eller Forfulgt” fået en fantastisk platform til re-reaktivere af tidligere medlemmer. Kampagnen har et format, der gør den super nem at besvare for brugeren og samtidig giver et utroligt nuanceret billede af holdningerne til de menneskerettigheder, der er vigtigst hos det enkelte medlem. Kampagnen har givet vores re-aktivering af tidligere medlemmer et stort løft!

Se vores case-video og læs mere om kampagnen her.

SXSW 2019 – Update fra Austin

SXSW 2019 er overstået, og det var et sandt bombardement af inspiration og spændende inputs, der ramte Austin, Texas, fra 6. marts og 10 dage frem. Med ca. 200.000 deltagere var SXSW godt besøgt igen i år, og køerne til de over 5.000 spændende indlæg var lange. I år fik man som noget nyt mulighed for at foretage 2 daglige Xpress-reservationer, så det var muligt at komme først i køen til sine to højst prioriterede indlæg dagen efter. Det fungerede glimrende.

 

Kunstig intelligens

Anvendelsen af kunstig intelligens og machine learning fyldte ekstremt meget i år. Der blev bl.a. tid til at se, hvordan kunstig intelligens kan bruges til harmløse ting som fx at komponere musik, tilpasse annoncebudskaber, generere brugbar kode ud fra en håndtegnet mockup og skabe helt nye madopskrifter… velbekomme. Mindre harmløs er hele problematikken omkring, hvordan alverdens tech-giganter forvalter enorme mængder af vores allesammens persondata i samspil med kunstig intelligens – det blev der med god grund talt meget om i år.

Den syntetiske virkelighed

Et kunstprojekt skaber en influencer på Instagram: Den CGI-genereret robot Miquela har opnået berømmelse på de sociale medier gennem sin unikke stil og aktivisme.

Miquela er kendt fra både mode- og musikverdenen – ’hun’ udgav sin første single i 2018: https://www.youtube.com/watch?v=hYRD0OYSL3w
Se mere om, hvordan Miquela blev til: https://www.youtube.com/watch?v=AEXjFjwq3uU

Aleksandra Przegalinska, PhD i filosofi og kunstig intelligens, viste eksempler på, hvor tæt robotter/maskiner er på en egentlig personlighed: Allerede i dag er robotterne i stand til at blive præget af de mennesker, de er i dialog med – i sådan en grad, at det er muligt at lave en persona på robotten via kunstig intelligens. Det bliver spændende at se, hvordan den syntetiske virkelighed kommer til at præge fremtiden.

Optimering er blevet ’science’ på et højere plan

Dan Monheit og psykolog Dr. Melissa Weinbreg viste kampagner, der har virket og ikke mindst hvorfor – set med de helt skarpe psykologiske briller. En interessant gennemgang af hvordan psykologien bag de gode kampagner spiller en afgørende rolle og hvilke psykologiske greb, der kan skærpe opmærksomheden og optimere konverteringen.

Optimeringen blev taget et skridt videre af Neil Davidson og Aoife McGuinness: Udover A/B test og de psykologiske principper havde de taget EEG (ElektroEncephaloGram) i brug. Her blev en forsøgsperson iført en elektrode-hjelm, mens han blev præsenteret for nogle udvalgte kampagner.

Målingen blev overført via hjelmen til grafer, der viste klare reaktionsmønstre. En effektiv måde at optimere budskabet på. Der kommer masser af disse muligheder i den kommende tid, og Ambition har selvfølgelig fingeren på pulsen.

Fra ’Mad Men til fremtidens bureau’: Nick Law, Global Chief Creative Officer hos Publicis Group fortalte, hvordan måden at være kreativ på har ændret sig, og hvad vi som bureau fremover kan gøre endnu bedre i den kreative proces. Hans hovedbudskab var bredere samarbejde og større forskellighed i de teams, der skal løfte den kreative opgave. Super spændende og en rigtig god præsentation med masser af ‘kød på’.

Trends

Trendforsker Rohit Bhargava fra The Non-Obvious Company fortalte, hvilke trends der får betydning i 2019. Retro bliver endnu større i 2019 og det at inddrage den fysiske verden i den digitale med fx Polaroid-billeder, kassettebånd og andre analoge virkemidler.

Det var både interessant og underholdende, især at høre om hans arbejdsmetoder som trendforsker.

Fjord Trends 2019: Når det handler om nye trends, kommer man ikke uden om Fjord Digital Trend Rapport. Den årlige gennemgang gav en klar fornemmelse af, hvad vi har i vente det kommende år. En klar anbefaling er, at du ser nærmere på rapporten: https://trends.fjordnet.com/

Podcast er hot: Det var lidt overraskende at se så mange indlæg og så stor interesse for det lidt aldrende medie. Podcast har i den grad fået nyt liv som platform for både underholdning, nyheder og storytelling. At Spotify, som indførte podcasting tilbage i 2016, har været medvirkende til at podcasting igen er blevet populært, kan der næppe være nogen tvivl om.

Persondata – ”what’s in it for me?”

Der blev talt en del om opsamling, udveksling og brug af personlige data. Den Europæiske Persondataforordning (GDPR), som trådte i kraft 25. maj 2018, har helt sikket givet flere ’Over There’ stof til eftertanke. GDPR blev nævnt flere gange som en god begyndelse til et nyt etisk regelsæt, når det gælder ejerskab og brug af persondata. Det står klart for de fleste, at fx Google, Facebook og Amazon opsamler unødvendigt meget adfærdsdata – data, der ikke kommer det enkelte individ til gode, men benyttes som en værdiskabende ressource for tech-firmaerne indbyrdes. Med en skærpet opmærksomhed på brugen af persondata bliver det i højere grad vigtigt at gøre det helt klart, hvad personlige data skal bruges til, hvordan de behandles og opbevares: What’s in it for me? Hos Ambition hilser vi den skærpede opmærksomhed på personhenførbare data velkommen.

 

Forfatter og mentor for Mark Zuckerberg, Roger McNamee, trak fulde huse, da han i en time uddelte giftige tæsk til Zuckerberg og Facebook for bl.a. at være en social katastrofe og misbruge personlige data. I hans bog ‘Zucked – Waking up to the Facebook catastrophe’ siger han bl.a.:

”Økonomipolitisk ser jeg gerne, at markedet får begrænsninger for, hvordan spillere som Facebook, Google og Amazon kan operere. Det ville være en fordel for økonomien at opløse dem. Et første skridt kunne være at forhindre dem i flere opkøb og i at dele data internt i deres organisationer.”

Han leverede et hæsblæsende indlæg, der gav stort applaus.

Interessante indslag

Instagram: Efter en meget lang kø lykkedes det at overvære en keynote speak med de to stiftere af Instagram Mike Krieger og Kevin Systrom. En spændende historie fortalt af dem selv.

Der blev bl.a. talt om, hvordan brugen af influencers har ændret hele platformen og skabt en helt ny måde at markedsføre produkter på. To interessante og meget behagelige gutter med en spændende historie. Facebook købte Instagram i 2012 for en milliard dollar, men siger nu farvel til de to mænd bag successen. Efter sigende er de blevet uenige med Facebook-boss Mark Zuckerberg. Det blev dog ikke endeligt bekræftet.

Dansk arkitektur på verdensplan: Et indlæg med vores verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels blev det også til. Det er vildt, hvad den mand har skabt af bygningsværker på både dansk og internationalt grund: Hualien Residences i Taiwan, BIG Maze i Washington DC og New Google Campus i Californien bare for at nævne nogle stykker. Ambitionerne er store, og planer om selvforsynende byer på Mars arbejder han også på, helt ned i detaljerne på et meget videnskabeligt plan – imponerende. Et underholdende indslag og en forfriskende pause fra den koncentrerede strøm af tech news, man rammes af fra tidlig morgen til sen aften på SXSW.

Hold dig opdateret… det gør vi

Tilmeld dig vores nyhedsbrev i bunden af siden og hold dig opdateret med dugfriske nyheder og modtag invitationer til vores mange spændende seminarer. Vi ‘spammer’ dig ikke og du kan naturligvis altid afmelde dig igen. Husk: Hvis du synes indholdet af dette indlæg er oplysende, interessant eller underholdende, så del gerne.

 

Ambition øger sine kompetencer inden for data og kundeindsigt

Med ansættelsen af Martin Devantier pr. 1. marts 2019, styrker Ambition i sjælden grad sine datakompetencer.

Martin skal rådgive og betjene Ambitions kunder inden for analyse, segmentering, emnegenerering, dataarkitektur, kvalitetssikring og konceptudvikling hvor kunde- og markedsdata er omdrejningspunktet.

“Det er noget af et scoop” udtaler direktør for Data & Indsigt hos Ambition, Henrik Hobel, og han fortsætter “Med Martin ombord hos Ambition har vi nu et sandt dream team med omfattende viden om hvordan man kommer fra data til god forretning. Det vil komme alle vores kunder til gavn. Martin bidrager med en kæmpe erfaringsbase, en unik forretningsforståelse og en abstrakt og til tider alternativ tilgang til data”.

Med Martin Devantier får Ambitions kunder glæde af en person som har over 25 års erfaring inden for data. Først på kundesiden, senere på konsulentsiden – heraf de sidste 14 år som selvstændig konsulent, bl.a. gennem selskabet New Harvest. Martin er blandt pionererne i forhold til kommercialisering og anvendelse af data til indsigt, kommunikation og markedsføring – og har særlig erfaring med brancher som auto, energi, finans og fundraising.

Ambition er tidligere på året udpeget som nr. 1 blandt digitale bureauer, når det handler om at skabe resultater. Har du brug for en snak om hvordan du gør data til god forretning – og får konkrete resultater ud af dine indsatser – så kontakter du Martin Devantier på 26 31 10 40 eller [email protected].

Ambition er bedste digitale bureau til at skabe resultater

Ambition vinder sølv ved Echo Awards

Det blev til en flot sølv-award for Ambition ved de Internationale Echo Awards søndag aften den 7. oktober i Las Vegas.

Det var i kategorien ”Best use of Search and Display”, denne sølv-award blev givet. Ambition var med kampagnen finalist i yderligere en kategori, “Technology and Communications”, hvor det blev til et diplom og æren ved at være blandt verdens bedste.

Ambition vandt med casen “Spot en lappeløsning”, som er en kampagne, der er udviklet i samarbejde med EG. Kampagnen har fra maj 2017 skabt en succesfuld produktlancering for ‘EG One’, der er et IT -System til håndværksvirksomheder.

Kampagnen lykkedes gennem datadrevne indsigter om målgruppen og en stærk strategi med at skabe bred involvering af målgruppen af håndværkere samt leads, der har ledt til et solidt salg. Selve kampagnemekanikken for involvering bygger på gamification og video spiller en stor rolle som indtrækker.

Vi er naturligvis meget stolte af den flotte pris, som også skyldes et godt samarbejde med en stærk og modig kunde.

Echo Awards er en global marketingpris, der belønner strategi, kreativitet og især resultater for annoncørerne. Prisen er drevet af ”Data and Marketing Association” i USA.

Det er tredje gang vi vinder en pris ved The International Echo Awards.

Ambition er finalist ved Echo Awards og Google Premier Partner Awards 2018

Facebook lancerer opdatering af sidefaner

Promoveringsudvidelser – Google Ads

SXSW 2018: Spændingen stiger …

Austin i Texas er i disse dage en smeltedigel for alle inden for digital marketing og interaktiv kommunikation – i bogstaveligste forstand. For SXSW ER hot med temperaturer på et godt stykke over 30 grader. Når man går rundt mellem det store tagselvbord af foredrag, mærker man en spænding, som går igen, uanset om emnet er kunstig intelligens, maskinlæring eller blockchain.

o2o er recepten på øget kundeinvolvering

Lige nu står virksomheder og forbrugere i et vadested mellem perspektiver og paradigmer. Den nye teknologi giver masser af muligheder for begge parter. Som virksomheden peger tendensen i retning af o2o – fra online til offline. Det betyder helt kort, at man i dag typisk skaber relationen på nettet, men at forudsætningen for et stærkt engagement er involverende brugeroplevelser i den fysiske verden. Som bruger handler det om at opbygge tillid til de virksomheder eller relationer, man fatter tillid til og skærme sig fra resten.

Kunstig intelligens bliver din nye bedste ven

Konsekvensen er, at om ganske få år vil dialogen mellem virksomhed og forbruger foregå gennem et filter, som er baseret på kunstig intelligens. Mange forbrugere nyder allerede godt af digitale stemmestyrede assistenter som Siri og Alexa. Faktisk er tendensen, at flere og flere knytter sig til assistenten mere end til den producent, hun repræsenterer. Det kan på den ene side øge loyaliteten og på den anden udhule brandværdien, hvis ikke man som virksomheden forstår at kommunikere uden om dette selvskabte mellemled. Relevans, timing og kanal er altafgørende. På samme tid giver teknologien forbrugeren flere muligheder for at beskytte sig mod budskaber og tilbud, der ikke vurderes at være … relevante.

En kunderejse med og uden skærme

Der er meget andet at forholde sig til som marketingansvarlig. Frem til nu er de fleste automatiserede kundedialoger bygget op om punkter, der alle involverer kontakt via skærmen: mobil, tablet og computer. Men skærmen er på tilbagetog, folk ønsker i stigende grad at være frie i deres teknologivalg. Og hvorfor være passivt bundet til en skærm, når man kan åbne og slette mails ved hjælp af stemmestyring? Om kun 3 år vil 30 % af al tilgang til nettet foregå uden brug af skærm. Siri, Alexa og alle de andre har øjne og ører, der vil gøre livet lettere for alle. Også de, der ikke traditionelt er længst fremme i techskoene som fx ældre og handicappede, hvor stemme og computeres kunstige intelligens sætter barrieren ned. Det betyder også, at man bør overveje tilgangen til data, når interaktion og accept vil foregå via iris.

Fra mobile first til voice first

Mobile first vil i stigende grad blive overhalet af stemme først. Vi kender det allerede fra speakers i hjemmet: Intelligens, bundet op på algoritmer, som kan hjælpe familien med praktisk viden. Det kender vi også allerede fra biler, hvor stemmestyrede kommandoer bringer os sikkert frem. Men også ønsker og behov, udtrykt ved fakter, vil gøre livet lettere og mere naturligt for de fleste. Det vildeste er dog, at det også er muligt at afgive kommandoer og ønsker ved tankens kraft. En symbiose mellem moderne teknologi og hjernens neuroner vil gøre det muligt at det, du tænker, er det der sker.

Med andre ord er der masser af spændende udfordringer at tage fat på i en fremtid, hvor maskiner får mening, computere øjne og kunstig intelligens og maskinlæring bliver stødpude og filter mellem mennesket og dets omverden. Så er der noget at sige til, at der er HOT i Texas!?