1. Forside
  2. /
  3. Nyhed
  4. /
  5. Ny kontaktdirektør hos...

Ny kontaktdirektør hos Ambition

03.11.20

Post fra Bureaubiz:

En af bureaubranchens mest drevne profiler inden for customer engagement og marketing automation, Tomas Gorrissen, foretager nu et skift af de større og siger farvel til Responsive og dermed det bureau, han selv etablerede tilbage i 2004. Det sker til fordel for et job som kontaktdirektør hos Ambition.

Allerede da Tomas Gorrissen stiftede dialogbureauet for 16 år siden, havde han etableret sig på marketingscenen med en håndfuld år på kundesiden samt 10 år som director i Tribal DDB. Nu ser han tilbage – og frem:

”Det har været en utrolig spændende udvikling fra dialogbureau til den digitale konsulentvirksomhed, det er i dag. Jeg har spillet en aktiv rolle i den transition, men nu er tiden inde til at jeg skal videre med nye udfordringer.”

Hvorfor det?

”Fordi dér, hvor Ambition er på vej, er bedre for mig fagligt og personligt end den vej, Responsive er på. Ambition er blandt landets bedste digitale bureauer med en bred vifte af kompetencer og ydelser inden for datadrevet markedsføring. Jeg brænder for at skabe de bedste løsninger og resultater for kunderne. Så jeg glæder mig og er stærkt motiveret for de muligheder, samarbejdet giver – for kunderne og for mig selv,” siger Tomas Gorrissen.

Men du forlader det bureau, du selv har stiftet og bygget op fra grunden …

”Det er vemodigt, men alting har sin tid, og det er som med børn: Vi bringer dem til verden, ser dem vokse op, danne deres egen personlighed og træffe deres valg – og så flytter de hjemmefra. Vi må så nøjes med at følge dem på afstand og glæde os over deres succes, men vi elsker dem stadig,” siger Tomas Gorrissen.

For børnene er farvellet lige så vemodigt. Peter Therkildsen Schlegel, adm. direktør og partner i Responsive, siger:

”Jeg mødte Tomas for snart 20 år siden, da jeg knap havde lært at stryge skjorten og binde slipset. Og fra dag ét har jeg beundret hans evne til at udtænke kommunikation, der engagerer og skaber resultater. Responsives omstilling fra bureau til konsulenthus, som Tomas har været en vigtig del af, har givet mindre plads til kommunikation, som er den del, Tomas holder mest af. Så jeg har fuld forståelse for hans vurdering af, at han kan gøre en større forskel og have det sjovere et andet sted. Vi hepper alle på Tomas i det nye regi.”

Responsive, der har Advance som medejer, har de seneste tre år haft støt fremgang både på top- og bundlinjen, og sidste år var resultatet før skat et plus på 2 mio. kr. Bureauets kunder tæller bl.a. Matas, Interflora og Gyldendal.

Hos Ambition byder adm. direktør Peter Nyemann den nye kontaktdirektør velkommen med disse ord:

”Tomas er en fantastisk kapacitet inden for customer engagement og anvendelse af data til at skabe stærk kommunikation, og han udbygger klart vores service offering på det område. Tomas og jeg har kendt hinanden, siden vi var i 20’erne og har fulgt hinandens karrierer. Vi har altid været ærke-konkurrenter, men har også altid haft en gensidig faglig respekt for hinanden. Så nu glæder vi os begge til at spille på samme hold.”

Kilde: bureaubiz.dk
29. september 2020

Du kan kontakte Tomas her.